Lilleskolefestival 2012 på Aalborg Friskole
Glæd jer til dagene 25. – 27. juni 2012, hvor årets Lilleskolefestival afholdes på Aalborg Friskole.
Vi har lånt området bag skolen, så festivalen foregår både i det udendørs afspærrede område, men også på skolen, hvor der er mulighed for at deltage i mindre indendørs arrangementer på lillescenen.
Glæd jer til nogle skønne dage med masser af musik, sjov og spas og ikke mindst hyggeligt samvær.
Eleverne fra Aalborg Friskoles grønne gruppe har valgt, at næste års tema skal være INDIANER.
Det ville være dejligt hvis de deltagende skoler vil bakke op om dette tema, evt i valg af musik, udsmykning af teltlejr m.v. Skulle nogen af jer derfor have indslag i form af musik, dans eller andre ting der kan have forbindelse til vores tema, må I gerne meddele os dette senest ved tilmeldingen, idet disse tema-relaterede indslag vil blive prioriteret på den store scene i den “bedste sendetid”, hvor flest får mulighed for at se jer – dog ser vi helst ikke alt for mange med regndans, da vi gerne have høj sol under hele festivalen
Inspirationsord som I evt. kan vælge at lave jeres temating over:
- De fleste deltagende skoler drager ”mod west” for at deltage i festivalen
- Pandebånd med fjer
- Ansigtsmaling
- Vandretrommen
- Indianerkultur – stammefolk, naturfolk
- Ansvar for klimaet
- Gaia – Jorden er vores moder
- Ånderejser
- Skytsdyr
- Shamaner / medicinmænd
Der vil løbende her på siden blive opdateret med nyheder, program m.v., så hold øje med siden, hvor nedtællingen til eventen allerede er gået igang.



